Ord til eftertanke

Ind i mellem kommer fasten

I mange familier slutter dansen omkring juletræet med den gamle julesang: ”Nu er det Jul igen”, hvor vi synger om, at julen varer lige til påske, men også at det ikke er sandt, for der imellem kommer fasten. Fasten er med andre ord en overgangs tid, fra den ene højtid til den anden.

Fasten falder ofte sammen med tøbrudstiden, der hvor vinteren må overgive sig og foråret endelig bryder igennem. Det er en tid, de fleste længes efter.

Sådan har det ikke altid været. Engang var det den tid, man frygtede mest. For det var på den tid, vinter-forrådet var ved at slippe op. Sulten stod for døren, for den, der ikke havde været forudseende nok, eller som ikke forstod at holde hus med det lidet, man havde at råde over. Det var derfor også den tid, hvor de svage bukkede under.

Det er lykkeligvis en ukendt tilstand for det moderne menneske. I vore dage er problemet snarere, at der er alt for meget at putte i munden. Derfor er det også blevet et tegn på succes at være mager. For dermed viser man, at man har kontrol over sig selv og sine lyster.

Det kræver et overskud. Overskudsmennesker er derfor også begyndt at faste. Man markerer fasten, ved at afstå fra de nydelser, man ellers tillader sig resten af året. Og der er vel at meget ikke tale om en over-dreven interesse for krop og helbred. Er der det, bredes fasten ud over hele året. Nej, her er der tale om en ny form for spiritualitet. Den moderne faste tjener blandt andet det formål, at signalere åndelighed. Der fokuseres på tilværelsens åndelige dimension ved at forsage denne verden behageligheder.

Førhen fastede man som sagt af bitter nød. Og tilværelsens åndelige dimension blev tilgodeset ved flittig kirkegang i fastetiden. Udover søndagsgudstjenesterne, var det almindeligt at der i sognets kirke blev afholdt hverdagsgudstjenester, de særlige fastegudstjenester, hvor der blev sunget af Kingos passions-salmer og prædiket over lidelseshistorien. Med døden som en stedse for hånden værende mulighed, fordy-bede man sig i Vorherres lidelse og død for vore synders skyld, som tjente det gode formål, at løskøbe os fra dødens og syndens tyranni.

Selv bruger jeg fasten, ikke til at kaste vrag på en eneste af Guds gode gaver, men til at kaste mig over endnu én, nemlig den store islandske salmedigter, Hallgrímur Péturssons Passionssalmer i Björn Sigur-björnssons oversættelse. Pétursson var samtidig med Kingo. Den der holder af Kingos marvfulde salmer, vil have udbytte af, at stifte bekendtskab med Hallgrímur Péturssons passions-salmer.

JL

cookie information