Ord til eftertanke

Nu falmer skoven

Det er vist hævet over enhver tvivl, at høstsalmen over alle høstsalmer er: Nu falmer skoven trindt om land. Som med så meget andet her i livet har anstrengelserne ikke stået mål med fortjenesten. Den blev skrevet i al hast. Historien er følgende:

Grundtvigs gode ven, sognepræsten i Mern, Peter Rørdam, havde bestilt en salme hos Grundtvig til brug ved høstgudstjenesten i Mern kirke i 1844. Det blev til: Gud, du fra dine de herlige højeloftssale (DDS 727). Hverken Grundtvig eller Rørdam var tilfreds med resultatet. Grundtvig lægger skylden på den ønskede melodi, "tonen må være så smuk, som den vil, så kræver den et versemål, som på dansk falder stift, og hvori jeg ikke kan røre mig frit. Vil De opgive mig et let versemål til en høstsalme, så skal jeg gerne prøve lykken på ny."

Det gjorde Rørdam, og allerede dagen efter sendte Grundtvig ham Nu falmer skoven trindt om land. Versemålet var som Op al den ting, der igen har samme versemål som Jeg ved et evigt himmerig.

Salmen har altså oprindeligt været sunget på en melodi, der har været i brug til den første eller begge de førnævnte salmer. Da Nebelong skrev sin melodi omkring i 1889, udbrød en sand melodikrig. Denne nye melodi blev hurtigt populær, og når man nu om dage understreger, at man ønsker den gamle melodi, ja, så er det den nye, nemlig Nebelongs, man ønsker!

Salmens ord er bevis for, at hastværk ikke altid er lastværk. Grundtvig har i de ti korte vers formået med udgangspunkt i naturen, at sammenholde livet i timeligheden og evigheden.

De netop indhøstede afgrøder, er Guds gaver, ligesom ordet om Vorherre Jesus Kristus, som han bliver hos os med. ved gudstjenesten takker vi ham med sang for begge dele og henter Guds fred, når velsignelsen lyses over os. Det giver os håb om, at der atter kommer en sommer dels her på jorden, men også engang i himlen, når vort timeglas - på Herrens bud - udrinder.

og i evigheden skal vi glemme al møje og besvær og høste som fuglene, det vil sige, bare tage for os af retterne uden at spekulere på, hvor det næste skal komme fra. Gud prises for høsten såvel her som hisset, fordi han både i det dennesidige som i den hinsidige ved vor Herre Jesus Krist vil være vor Far.

Salmen slutter med at konstatere, at hans Ånd, som er Helligånden, vil ledsage os gennem de korte dage - det tilstundende vintermørke såvel som livets korte dage - til Himlen.

Og således får Grundtvig på en gang sammenføjet skabelsestro og opstandelsestro, på en enkel måde, til det, han selv benævnte "gammel kristentro", og som han påstod altid ville overleve trods alle omskiftelser og kirkelige modeluner.

Skal man dømme efter den store kærlighed til netop denne salme, skal Grundtvig nok gå hen og få ret.

JL

cookie information